tirsdag den 13. juni 2017

Fantasi Er En Personbrist.

Jeg har rendt rundt og været paranoid i dagevis nu.
Hvad hvis nogen så mig? Hvad hvis de spurgte hvad jeg skulle de følgende dage?
Hvor jeg skulle hen? Og hvis de så mit udtryk i ansigtet. Mit ualmindeligt døde ansigt.
Deres øjne ville ekslodere. I forbløffelse. Vildrede. Skam. Over at kende sådan en person.
Skulle jeg lyve? Jeg kunne opdigte noget der faktisk var ganske forfærdeligt.
Ifølge konventionel visdom, altså. Men de er lykkeligt uvidende. De ved ikke hvad jeg ved.
De kender ikke den smerte jeg udsætter mig selv for. Gang efter gang. For ussel mammon.
Jeg er en slave.

Løgnen. Hvad fanden. Jeg lever af at opfinde løgne. Skriver side op og side ned. Op og ned. Ned, ned...
Som en insider ved jeg ting. At den bedste løgn er den, som indeholder så meget sandhed som muligt.
Jeg kunne fortælle dem at jeg skulle i sommerland. Det ville trods alt retfærdiggøre det en smule.
Men jeg skal ikke i noget sommerland. Og jeg kender mig selv. Jeg kan ikke lyve åbent.
På skrift er det nemt, så nemt. Men jeg kan ikke lyve folk op i ansigtet. Det kan jeg slet ikke. Kun i "avisen".
Fandens BT. Folk der køber det forbandede lort fortjener at blive løjet for. De er selv ude om det.

Skammen. Den sidder på mit kranie som en stor sten der tynger ned mod min bløde hjernemasse.
Jeg går rundt i mellem miniaturemodeller i pangfarvet plastik.
Sjæleløse plastikmennesker uden ansigt går rundt mellem bygningerne.
Dette er det meningen man skal narre sig selv til at forestille sig.
Og det ser skam ud til at lykkes for de fleste. De ser begejstrede ud. Eller i det mindste mildt fornøjede.
De bevæger sig jo ikke. Plastik-"menneskene". Det er jo et absurd teater at beskue.

Togene. Små plastiktoge kører rundt. Uden destination eller passagerer. Formålsløst.
Hvad ser folk i dette vandvid? Skulle det forestille sig at være imponerende? Interessant?
Jeg hader kunst. Men dette er ikke kunst. Det er næsten værre. Plastik. Jeg går forbi Nyhavn.
Falske Nyhavn. Det ligner ikke engang. Og vi er i Jylland.
Siden hvornår er de begyndt at bryde sig om København? Det er måske netop grunden.
Grunden til at jyderne laver så grim en model af hovedstaden. I deres afskyelige eksportmarkedsplastik.

Legoland. Hvad fanden er der galt med mig? Legoland. Måske kan Lego Harry Potter svare mig.
Hvad fanden er der i vejen med mig? Et kort øjeblik føler jeg at han svarer mig. Findes Gud?
Men nej. NEJ. Det er bare en forpulet sammenstøbning af sammenlimede plastikprikker.
Ikke engang vellignende. Men det er et millionfranchise. Det behøver ikke at ligne. Idioterne elsker det.
Jeg burde smile. Jeg burde være lykkelig. Som et lille barn. Endnu en lille forkælet lorteunge.
Er jeg forkælet? Kan man være det som voksen? Hvorfor er intet godt nok til mig længere?
Eller stiller jeg bare krav til hvad jeg betaler for? Det er vel fornuft.
For skulle dette forestille sig at være fantasi? Kreativitet?
Jeg skal vise dem. Jeg ejer fantasi.
I modsætning til lorteungerne som kun kan få deres forældre til at samle byggesæt efter vejledningen.
Jeg ejer sand fantasi. Den slags der ikke kan gemmes væk.
Sendes til Cayman Islands. Løgnere. Jeg ejer FANTASI. Ikke også det kan I tage fra mig!!!!

Springet. Jeg springer. Fra monorailen. Ned i Nyhavns minikanal. Ned i vandet.
Jeg river skjorten i stykker. Flår plastikmurstenene fra hinanden. Befrier dem. Fra hinanden.
Fra limen. Som de har lidt under siden 80'erne. Tror det var 80'erne (på BT researcher man ikke, red.)
Jeg kaster klodser. Ned i svælget. Sluger. Synker. Mærker de temperaturløse, rå skår i halsen.
Træder på lorte... AVVV FOR HELVEDET JESUS FORPULEDE RØVHUL

(godt de afskaffede den blasfemiparagraf, red.)

Og i det øjeblik
indser jeg
at
jeg bliver ved
med at gentage mig selv
køre efter samme formel
hvor jeg tager
til en eller anden
forlystelsesespark
går bittert rundt
mellem attraktioner
som burde gøre mig glad
til jeg gakker ud
og gør mærkelige ting
hvad skal jeg skrive...

I det øjeblik
indser jeg
at
jeg er fantasiløs.


3 kommentarer :

  1. M inspirerede mig denne gang

    SvarSlet
  2. Jeg læste din kommentar før jeg.. Blev ved med at scrolle opad... Shit der er da noget at blive mæt på her

    SvarSlet
  3. Men det var smukt, og meget indlevet.

    SvarSlet